Behandling
Behandlingen fra A til Z:
Behandlingen foregår i min hjemmeklinik på;
Strand Allé 15, 5240 Odense NØ (Seden)
Når du kommer til en behandling hos mig, tager vi udgangspunkt i dér hvor du er/dér hvor det “støjer” i dig i netop dette øjeblik. Derfor starter vi altid med en samtale, af varighed efter behov, inden vi går til briksen.
Du vil så blive bedt om at tage alt, undtagen dit undertøj, af samt lægge dig på briksen med et tæppe på. Jeg guider dig ned i kroppen vha. at flytte dit fokus ned på dit åndedræt – Åndedrættets placering i kroppen samt grad af frihed, vil være et godt udgangspunkt for hvordan dit nervesystem forholder sig netop nu.
Herudover er intet planlagt på forhånd og det vil være et spørgsmål om min indføling i dig, din situation og vores indbyrdes tillid/relation der ligesom baner vejen for, hvor kropsterapien kan føre dig/os hen. Som ManuVision kropsterapeut er det en forudsætning at jeg arbejder fra et intuitivt sted – derfor kan ingen behandlinger nogensinde blive identiske. Jeg vil møde dig med nærvær lige nu og her.
Hovedformålet med kropsterapien, er at behandle fysiske og psykiske lidelser via kroppen – At få tankemylderet/analysen i hovedet lidt på afstand, besøge kroppen, samt blive opmærksom på dertilhørende spændinger. Med tiden, over én eller flere behandlinger, vil der være grobund for at nærme sig et måske mere ærligt og kærligt selvbillede og/eller at give slip på fysiske spændinger/skader, gamle opfattelser og evt. traumer.
Størstedelen af sessionen vil bestå i en delvist pulserende massage, hvor der arbejdes med at berolige dit nervesystem for så, med en mere dybdegående massage, bedre at kunne løsne og afspænde muskulatur, bindevæv og sener. Disse spænder allesammen omkring vores nervebaner/meridianbaner og dermed bremser det både fysisk og psykisk flow/sund gennemstrømning i din krop. Her kan en øget åndedrætsbevidsthed hjælpe godt på vej, så kroppen igen iltes optimalt.
Jeg vil opfordre dig til at gå med hvad der evt. måtte opstå af følelser undervejs, om det så er vrede, gråd eller latter med mere – Det er ikke unormalt at reaktioner kan forekomme pludseligt og uhæmmet ligesom det meget vel kan foregå helt stille indeni dig. Intet er rigtigt eller forkert, men fælles for begge, kan dette efterfølgende virke enormt lettende på dit system.
Teknikkerne vil, udover observation af åndedrættet og pulsering, også bestå i dybdegående massageteknikker, ledfrigørelse, akupressur samt behandling af zonepunkter. Jeg/vi skal forsøge at spotte det enkelte menneske, måske “indre barn”, bag eventuelle “selvfortællinger” fremtvunget af sindet alene. “Indre-barn”-teknikken kan forekomme som en hjælpende hånd (læs mere om denne metode i afsnittet nedenfor).
Frigørelse af nakke og ryg med mere, kan ligeledes være utroligt effektfulde teknikker, da disse låsninger er med til at bremse flowet både fysisk og mentalt. En frigørelse kan derfor være nøglen, til det sted hvor den enkelte lukker i, bevidst eller ubevidst, hvorfor jeg også indimellem gør brug af denne.
Det er ikke alt vi kan eller skal tænke os til, da kroppen alene er utrolig vis og taler sit eget klare sprog, enten i form af fysiske skader og/eller følelsesmæssig overbelastning. For nogle vil nervesystemet, grundet gentagne stressbelastninger eller PTSD, have svært ved at regulere sig selv, da systemet så at sige simpelthen har lidt for stor skade, og derfor vil jeg i den situation gå mere varsomt til værks. Jeg skal generelt sikre mig, at jeg har klienterne med under den evt. dybere massage og det er derfor vigtigt, at vi har en åben “dialog” under behandlingen! At du som klient løbende lader mig vide – ikke nødvendigvis i lange sætninger, men måske blot via reaktioner – hvor din grænse går.
Alt kroppen ønsker er, at få lov til at reagere frit, men det gælder for de fleste, at der i større eller mindre grad er blevet lagt bånd på os og vores følelsesmæssige ageren igennem livet og dette lagrer sig i kroppen som små historier i form af opspændte muskler. Smerte er i øvrigt ikke en dårlig ting, men en måde hvorpå kroppen kommunikerer en vigtig besked til dig.
“Indre Barn”-arbejdet er et super effektfuldt redskab, som jeg indimellem vil ty til, hvis jeg vurderer det nyttigt for din proces under din behandling. Som mennesker har vi alle hver især vores mønstre og disse former sig lige så stille i takt med opvæksten – en slags ”overlevelsesmekanisme”. Med “indre barn” -arbejdet, tænker du måske, at vi skal ind og finde noget, vi kan give mor og far skylden for!? Svaret er, at man sagtens kan være opvokset i et rummeligt og kærligt hjem/miljø, men stadig have stor gavn af at dykke ned i fortiden og møde dit ”indre barn”. Denne råber måske på din opmærksomhed i form af f.eks. smerter i kroppen, uforståelige følelsesudbrud, billeder, stemninger eller ord der pludselig kommer til dig undervejs i behandlingen.
Du står som voksen og mærker evt. en skam over at reagere ”barnligt” overfor dine medmennesker? Din chef får dig til at føle dig lille? Dine forældre kan stadig antænde en bombe i dig selv i dit fuldvoksne liv? Altsammen kalder på, at du møder det i dig, der som lille, teenager, eller halvvoksen ikke er blevet mødt. Med dette arbejde er der stor sandsynlighed for ny og større indsigt og forståelse for de overlevelsesmønstre du i dag måske står med i en given situation.
Hovedformålet er altså ikke at kaste skylden efter nogen som helst, men derimod at genbesøge det i dig, som ikke blev mødt, og spørge hvad det barn har brug for, for ikke konstant at trække dig tilbage til barndommens gade. Hovedet får heller ikke hér lov at svare, før svaret har været forbi kroppen – Hermed ved jeg, om det er noget du har tænkt dig til, eller om det kommer rent og ærligt fra din krop.
Efter behandlingen vil vi i fællesskab se på, om et fortsat behandlingsforløb kunne være givtigt for din videre proces. Du vil ligeledes skulle drikke rigeligt med vand resten af dagen grundet de affaldsstoffer kroppen udskiller, som følge af behandlingen. I den efterfølgende tid, vil behandlingen stille arbejde videre i kroppen og der kan dermed opstå både fysiske og psykiske reaktioner som følge. Jeg bliver altid glad for en update på hvordan det går dig, så tøv endelig ikke med at dele, hvad du oplever eller der evt. undrer dig!
Fælles for alle er ønsket om forandring, og denne styrer du alene, med dit mod til at møde det som måske ligger hengemt. Mine behandlinger er ikke et quick fix… Det ville være at berøve dig, hvis jeg fratog dig denne ære, som alene er din – Jeg faciliterer udelukkende rummet med mine greb og mine ord samt mit nærvær, og derfra skal vi, i fællesskab, udforske det som du og din krop både bevidst/ubevidst tillader at komme op til overfladen. Det er kun din inderste sandhed, der er den rigtige, så alt der ikke ræsonnerer i dig, skal du blot smide væk eller lade flyde.