Musik, natur og healing

På forsiden af min hjemmeside, kan man finde en lille meditativ lydfil/melodi, som min kæreste har indspillet. Sideløbende med min rejse som kropsterapeut, har jeg været nysgerrig på hvad bl.a. musik og lyde generelt gør under en behandling, og derfor fandt jeg det passende også at have lydsiden med i denne sammenhæng, men også fordi den repræsenterer en del af mig.

Oprindeligt er dette nemlig en melodi jeg selv har skrevet, sunget og indspillet til mine bonusbørn, hvorfor teksten også er privat imellem os – En for mig healende proces i forhold til min rolle som bonusmor, mor og ligeledes en genopdagelse af glæden ved musikken og det at skabe.

Melodien/Sangen ”Her hvor vi er” symboliserer for mig en helt personlig identitetsrejse og opstod under et ophold et sted i de Norske Bjerge, nærmere kendt som Soleggen – Denne har haft og har fortsat en healende effekt på mit nervesystem.

Tiden i Soleggen sidder stadig dybt i mig, af flere årsager tror jeg – Det var som om, at flere løse ender samledes her midt i den storslåede natur og gik op i en højere enhed. Også derfor møder I på hjemmesidens front, et billede fra netop disse bjerge, set fra mit vindue.

Jeg havde sammen med rygsækken også ”pakket” min dengang 2-årige søn, for i en uge at besøge en kær højskoleroommate og hendes lille familie på en fjellstue, som de sammen drev. Jeg følte mig fri som fuglen….

Identitetskrisen:

Meget var sket i årene op til. Jeg kæmpede en kamp som musicalperformer.. mest af alt en kamp om at bevare glæden ved faget og ”hvem var jeg egentlig, uden en scene?”. Jeg kæmpede med sammenligninger i familien/søskendeflokken, med at føle sig forkert. Jeg kæmpede som bonusmor, med skyld og skam over ikke at føle mig tilstrækkelig. Men mest af alt kæmpede jeg bare en kamp med mig selv/mit selvværd – En længselsfuld søgen efter at finde ind til den råstyrke, jeg altid har vidst lå under sensitiviteten.

Op til jeg blev gravid med vores yngste i 2015, måtte jeg ligesom tage mig selv ved nakken og spørge hvad jeg egentlig lige havde gang i – Stormen af ”forkerthedstanker” var så overvældende og jeg sad med hovedet så dybt begravet i en ergoterapeutbog vel vidende, at den eneste grund til, at jeg nu havde påbegyndt denne uddannelse, var som en slags billet/tilladelse til at udleve drømmen som mor. Som økonomisk ustabil kunstner fortalte jeg mig selv, at jeg åbenbart ikke var ”rigtig” voksen/ansvarsfuld nok i forhold til at blive mor. Forinden havde jeg aborteret og jeg kan i dag ikke lade være med at tænke, at den lille bandit derinde sagtens kunne fornemme at ”mor her” ikke var rigtig klar mentalt

– Jeg var styret af alt andet end min egen kropslige intuition, som jeg ellers vil vove at påstå havde fungeret ret så godt hidtil…

Heldigvis fik et vigtigt opkald mig til at slippe bogen og uddannelsen, søge hjælp og sygemelde mig og WUPTI, så blev jeg gravid igen. Graviditeten blev en helt særlig periode, hvor jeg for første gang i lang tid tillod mig selv at føle ALT, uanset hvor uperfekt/upassende det end måtte fremstå, og til dels slippe fri af sammenligningerne, for jeg havde alligevel aldrig haft noget ønske om at udleve en ”kopiversion”…

Til trods for at vi som mennesker er flokdyr, så vil jeg dybest set helst være min HELT egen.

Langt om længe kom vores yngste, Bille, til verden og var for mig at se med til at forstærke limen i vores lille sammenbragte familie. Til trods for at have været bonusmor til en fantastisk dreng og pige siden de var knap 5 år, var det at blive mor, med graviditet/fødsel og det hele ligesom et afgørende skridt i en ny og mere ærlig og selvkærlig retning… Nogle ting slap ligesom i sammenhæng med hans ankomst.

Og hvordan hænger alt dette så sammen med Soleggen, og en sang? Jo en tidlig morgen, imens min 2 årige løb rundt og udforskede en meget stor og spændende fjellstue, havde jeg et øjebliks ro til at plinge lidt på en guitar og hertil opstod brudstykker af en melodi samt tekst, som senere hen skulle ske at give mening på et dybere plan, hvad angik min rolle som bonusmor.. en rolle som jeg langt henad vejen havde følt mig meget alene om og til tider forkert i. Melodien/teksten rumsterede indeni sammen med naturen og duften af palo santo træ og var ligesom så mange andre af mine projekter i fare for at blive udslettet af perfektionisme..

Et mønster – eller en såkaldt stærk ”kriger”, som jeg har haft med mig som tro følgesvend gennem alle årene.

Igennem denne lille sangskrivningsproces slap forkertheden og perfektionismen for en stund, samt åbnede op for et mere rent og ærligt rum indeni mig. Det blev tilmed klart for mig, at jeg ikke ser mening i at performe medmindre det vækker en dybere mening/nødvendighed i mig, og som ikke handler om andres anerkendelse, men om min egen.

Ligesom det musiske udtryk altid har vækket alle celler i min krop, mærkede jeg også i bjergene, hvordan naturen og lyde generelt kunne påvirke og virke healende på hele mit sind.

Min kære højskoleroommate udførte en første sound healing session på mig én af de sidste aftener, og den og palo santo duften, som I helt sikkert også vil møde i min klinik, står som en meget stærk og inspirerende oplevelse. Derfor må det heller ikke komme bag på nogen, at jeg muligvis tyer til lidt dufte og lyde i slutningen af en behandling. Under behandlingen er sanserne nemlig særligt skærpede og derfor også mere modtagelige for sådanne indtryk og kan have en god og afrundende effekt på en måske intens session.

I dag samler endnu flere ender sig, med denne første blog og med skridtet til at få lavet den hjemmeside, som tidligere fik lov at drukne i perfektionisme…

Jeg er virkelig spændt på hvad det nye år 2023 vil bringe – Jeg tænker, der venter mig lidt af hvert, og jeg vil forsøge at møde det hele som en læringsproces.

Godt Nytår til dig☺

December 2022